NaturFotos

Navn:

Labeotropheus trewavasae

Forfatter:

FRYER, 1956

Udbredelse:

Malawisøen

Totallængde:

11,7 cm

Forplantning:

Mundruger

Artikel

Tekst:

Benny B. Larsen

Publiceret 1. gang:

DCS løsblade, 8/1982

Lagt på nettet:

25-06-2004

Labeotropheus trewavasae

NAVN:

Første del af slægtsnavnet kommer af det latinske ord labium = læbe, og det henviser til den meget kraftige overlæbe, sidste del tropheus henviser til slægtskabet med en anden cichlideslægt. Artsnavnet har den fået efter Dr. Ethelwynn Trewavas, som arbejder i British Museum, og er en stor kapacitet indenfor malawicichliderne.

SYSTEMATIK:

Slægten blev første gang beskrevet af Ahl i 1927, men indtil 1956 mente man kun, at der var en art, L.fuelleborni. Man havde observeret, at der fandtes nogle høje og nogle slanke fisk, men først laboratorieundersøgelser med optællinq af skæl langs sidelinjen, finnestråler og opmåling af kropshøjde i forhold til standardlængde viste, at det var to meqet nær beslægtede arter. L.t. kan blive 14 til 16 cm, men er oftest noqet mindre. Gennem årene er der kommet flere forskellige farvevarianter på markedet.

Hannerne er blevet importeret i fire farvetyper:

1. Blå krop med 8-10 lodrette mørkeblå bånd. Rød rygfinne.

2. Helt blå hanner uden rødt i rygfinne.

3. OB-hanner med brune, sorte og rødorange uregelmæssige pletter på grumset hvid eller orange bund. Denne type er ret sjælden.

4. Endnu sjældnere forekommer der helt ensfarvede orange hanner. Hunnerne findes i følgende tre farvetyper:

1. Gråblå med brunligt skær.

2. OB-hunner, der ligner de i hannernes type 3 beskrevne dyr.

3. Helt orange hunner med enkelte mørke pletter.

Førstebeskrivelsen findes i Revue Zool.Bot.Afr., 53 : 81-91 (1956)

NATURFORHOLD:

Arten er endemisk i Malawisøen, hvor den forekommer på klippekysten og i overgangszonen, hvor store sten og klippeblokke skifter med sand. Artens specielle mundbygning gør den velegnet til at glide hen over en klippeflade, samtidig med at den rasper alger og "aufwuchs" af.

AKVARIEFORHOLD: L.trewavasae er som sagt en typisk klippekystcichlide, og akvariet bør indrettes med ophobede runde sten, der både qiver hannerne mulighed for under legen at forsvare et mindre territorium og samtidig giver hunnerne mulighed for at søge skjul for hannens efterstræbelser, som kan være ret voldsomme.

FORMERING:

Som de andre m'buna finder der ikke nogen fast parbinding sted hos L.trewavasae. Hannerne har i naturen deres eget territorie, hvortil de søger at lokke hunnerne, hver gang en legemoden hun viser sig i nærheden. Med imponerepositurer og jagen lykkes det indimellem at få en hun lokket til og så foregår den indledende runddans, der oftest ender med selve legen over en vandret stenflade eller en lille grube i sandet. Hver gang hunnen har afgivet nogle få æg, tager hun dem op i munden og disse befrugtes i hunnens mund, sandsynligvis når hun snapper efter ægpletten på hannens gatfinne. Efter legen forsvinder hunnen fra hannens territorium, og han er straks på jagt efter en ny ynglevillig hun. Hunnen finder et roligt sted mellem stenene og her står hun så i de næste 20-25 dage, gumlende og "rugende" på æg og senere larverne. Herefter slippes ungerne ud og hunnen mister hurtigt interessen for dem. I begyndelsen har ungerne fremadrettet mund, som hos de fleste andre malawicichlider, men efter nogen tid udvikles artens typiske tykke overlæbe og den nedadrettede mund fremkommer.