Copyright foto F. Ingemann Hansen
Hypselecara temporalis
Fra Akvariebladet nr. 2 februar 1992
Er det nu en helt ny og spændende art, vil man umiddelbart sige, når man ser fiskens navn i overskriften, men nej, det er bare gammel vin på nye flasker. Som det er en del cichlide-akvarister bekendt, reviderede den svenske ichthyolog S.O.Kullander i 1986 slægten Cichlasoma, og delte den op i adskillige nye slægter, som har fået nogle til dels næsten u-udtalelige navne. Hypselecara temporalis er såmænd vor gamle ven Cichlasoma crassa eller crassum (Steindachner, 1875), medens navnene Ccrassum og C.hellabrunni nu er blevet synonymer.
Tidligere blev H.temporalis (under de ovennævnte Cichlasoma-navne) henregnet til Heros-gruppen, der bestod af højryggede, fra siderne stærkt sammenpressede fisketyper. Unger og halvvoksne individer af denne art er ret kedelige med en brunlig/grå kropsfarve, et mørkt længdebånd fra gællelåget til halerodspletten og en ret stor plet midt på kroppen. Denne plet er sammenvokset med længdebåndet. Med tiltagende alder bliver det rosa-brune område på bryst og gællelåg mere intensivt farvet og breder sig til også at omfatte området over og bag øjnene, ligesom det efterhånden også går over til at blive kraftigt violetrødt.
Den øvrige krop kan, meget stemnings afhængigt, være lys gul-brun til noget mørkere oliven-grøn. Cirka midt på kroppen findes en stor uregelmæssig sort plet, der, igen stemnings afhængigt, kan være forbundet med halerodspletten ved et mørkt bånd. Dette bånd ses dog kun sjældent hos helt voksne dyr. Øjets iris er stærkt rød. Hannen udvikler efterhånden en kraftig pandepukkel, medens hunnens pandeprofil stiger mere jævnt.
Arten kan blive omkring 30 cm, dog er hunnen sjældent mere end 20 cm. Hypselecara temporalis kommer fra det øvre og mellemste Amazonas-område, hvor den findes i samme biotoper som Symphyosodon (diskosfisk) og Uaru. Disse fisk opholder sig helst i områder, der er stærkt præget af lodrette strukturer, f.eks. flodbredder med stejlt faldende bredder, nedhængende trærødder, høje plantevækster og/eller lodrette klippeformationer.
Vandet i udbredelsesområdet er blødt og let surt, ofte mørkt farvet og med en temperatur på 26 - 27° C. Arten er rolig og fredelig, og bør gå sammen med ikke alt for livlige fisk. Ligesom andre rolige cichlider, kan også Hypselecara temporalis gå i panik, hvis noget forskrækker den, og så farer den sanseløst rundt i akvariet, rammer ruder og dekorationsgenstande og kan beskadige sig selv alvorligt. Arten kan gå med forholdsvis små fisk, uden at forgribe sig på dem.
Hvis man har et par, der har haft mulighed for selv at udvælge hinanden fra en flok ungfisk, vil man som regel have et harmonisk par, der vil holde trofast sammen uden slagsmål. Selv uden for legeperioderne vil de gå tæt op ad hinanden og hjælpe hinanden mod f.eks. andre revirforsvarende fisk. Selv om arten er fredelig, skal det ikke forstås sådan, at den finder sig i alt, hvis den bliver gået for nær under fødesøgningen eller yngelplejen, slår den både hurtigt og hårdt til med bid og stød fra de kraftige kæber.
Hypselecara temporalis skal selvfølgelig ikke gå i for små akvarier, men da den som sagt på den anden side er en fredelig og rolig art, kan man godt have et veletableret par i et akvarium på ca 200 liter. Hvis den skal gå i selskabsakvarium, må det være med cichlider og andre fisk, der ikke er alt for urolige. Vandets beskaffenhed er ikke det store problem, hvad angår pH og hårdhed, og arten lader sig uden videre formere i almindeligt dansk ledningsvand med en pH omkring 7 og en hårdhed op til 201 dGH. Den er fritlegende og har, hvad legesubstrat angår, specialiseret sig ved kun at bruge lodrette eller næsten lodrette flader til afsætningen af æggene. Kuldet kan være på 1000 eller flere, og æggene afsættes ofte ret højt oppe under vandoverfladen.
Både han og hun deltager i pleje og bevogtning af æggene, og ved en temperatur på 25° C klækker de efter cirka 3 døgn. Larverne flyttes nu af forældrefiskene over i en grube, der enten kan være en fordybning i en trærod eller, som man ser det hos andre »Cichlasoma«arter, i en grube i bundlaget. 5 - 6 døgn efter er ungerne fritsvømmende og de holder sig i den første tid tæt sammen og tæt ved gruben. Efter nogle dage synes de imidlertid at søge længere væk på deres jag efter føde, og forældrefiskene følger dem opmærksomt.
Ved det mindste tegn på fare, dykker ungerne ned mod bundlaget og forældrefiskene angriber hurtig og voldsomt den indtrængende, uanset dennes størrelse. Ungerne kan, opfordres med knust tørfoder, men bør også have artemia, cyclops og hvad man nu kan finde af levende småt foder, hvis man vil have rigtig gang i væksten. Som med andre store sydamerikanske cichlider er det klogt at suge en stor del af ungerne op, (de kan evt. bruges som foder i et andet akvarium), da det næsten er uoverkommeligt at fodre op mod 1000 unger op til en god størrelse.
De kræver store akvarier, uhyggelige mængder af foder, daglige vandskift osv osv - og når de så har nået en god størrelse, kan man helt sikkert ikke komme af med dem. Lad altså kun forældrefiskene beholde et antal, som du anser at det er muligt at komme af med, og brug de andre fornuftigt, men gør det så tidligt som muligt.
