Copyright foto F. Ingemann Hansen

Navn:

Hypsophrys nematopus

Forfatter:

GUENTHER, 1869

Udbredelse:

Mellemamerika

Totallængde:

15 cm

Forplantning:

Huleleger

 

Artikel

 

Tekst:

Benny B. Larsen

Publiceret 1. gang:

Cichliden, 3/1983

Lagt på nettet:

03-08-2004

 

 

 

Hypsophrys nematopus

 

 

Hypsophrys nematopus er en mellemstor cichlide art, hvor hannen bliver ca. 15 cm og hunnen ca. 10. Den er hjemhørende på Nicaraguas og Costa Ricas atlanterhavsside inklusiv de store søer i den nicaraguanske gravsænkning, Nicaragua, Managua og Masayasøerne. Her holder den til tæt ved kysten, hvor der er klipper og sten. Som en stor del af Mellemamerika er også N. nematopus udbredelsesområde delvis af vulkansk oprindelse og lava og andre vulkanske udbrudsprodukter er med til at danne klippeområderne i såvel søer som floder. H. nematopus lever hele sit liv i nær kontakt med klippekysten, og ligner herved Malawisøens Mbuna arter og Tanganyikasøens Tropheus arter, og også på andre punkter er denne mellemamerikanske cichlide at sammenligne med de afrikanske, nemlig med hensyn til fødesøgning. H. nematopus lever nemlig også af at skrabe alger af klippefladerne med sine spatelformede tænder.

Netop H. nematopus' tænder adskiller slægten Hypsophrys fra Cichlasoma, idet først nævnte har brede, flade spatelformede tænder (der kan ligne den menneskelige fortand en del) i kæberne, og da de har røde (spidser, er de tydelige at se hos fisk, der åbner munden bare en smule. Også svælgbenenes tandbesætning har røde spidser, og medens de flade spatelformede tænder i kæberne er velegnede til at gnave alger af stenflader, ser man på billederne af svælgbenene, at svælgtændernes spidser er velegnede til at rive algerne itu med på disses vej ned gennem svælget. De kraftige tænder midt på såvel øvre som nedre svælgben klarer let at knuse og findele de små krebsdyr og lignende, der måtte være i algerne.

I naturen opholder H. nematopus sig som sagt hele livet ved klippekysten, og selv om den er en af de mindste cichlidearter her, har den i kraft af sin meget store aggressivitet ikke store problemer ved at anskaffe sig og forsvare en hule, hvor legen og den påfølgende yngelpleje kan foregå. I kampen om yngelpladser er dens nærmeste konkurrenter Cichlasoma nigrofasciatum og Hypsophrys nicaraguense, men overfor disse noget mere fredelige arter klarer den højaggressive H. nematopus sig så godt, at det oftest er den, der løber af med sejren og får de bedste ynglepladser.

Bortset fra fiskens størrelse samt genitalpapillens form er der ingen kønsforskel hos H. nematopus (Hannens papil er spids medens hunnens er kort og plump), dog kan man hos nogle individer opleve, at hannen, når den bliver gammel, kan udvikle en pandepukkel, som man også kan se hos andre mellemamerikanske cichlider. Arten er hulelegende og begge køn deltager i plejen af æg og unger. Den er ret produktiv og ca. 200 æg er ingen sjældenhed. 5-6 dage efter legen kommer forældrefiskene for første gang ud af hulen med ungesværmen omkring sig, men hverken forældre eller unger fjerner sig ret langt fra hulen i den første tid. Forældrene er i yngleperioden uhyre aggressive og vagtsomme og ved mindste tegn på fare foretager forældrene nogle lynhurtige ryk med front mod hulen, og straks farer ungerne ned i denne, for først at komme frem igen, når forældrene ved normal svømmen frem og tilbage foran hulen at give ungerne besked om at der atter er fri bane.

At fodre de små H. nematopus op er intet problem. Når de kommer ud af hulen første gang, er de 7-8 mm, og kan tage cyclops og knust tørfoder med det samme. I et akvarium med en god algevækst vil man se, at ungerne hurtigt vil begynde at gå og nippe alger og foderrester, der er mellem algerne, på stenene. I forbindelse med fodringen er det sjovt at iagttage, at hos H. nematopus hjælper forældrefiskene aktivt ungerne ved at stille sig tæt over bunden og med nogle kraftige slag med brystfinnerne at. hvirvle slam og foderemner op i vandet. Ungeflokken svømmer hurtigt ind i denne sky og gør sig til gode med de ophvirvlede foderemner.

Som det gælder under plejen af alle fisk, må man, før man anskaffer sig de pågældende fisk, indrette et akvarium, hvori man kan give fiskene de bedste betingelser ikke kun for at kunne overleve, men også for at have det godt og evt for at formere sig. Fisk fra deciderede klippeområder i naturen som f.eks. H. nematopus, de afrikanske klippekyst cichlider osv. bør selvfølgelig have sten i akvariet, og da det yderligere ofte er sådan, at en del af disse arter er aggressive, vil stenopbygningerne også kunne virke som skjul for de forfulgte. Som nævnt flere gange er H. nematopus en højaggressiv fisk, hvor såvel artsfæller som andre har brug for mange og gode skjulesteder, for at kunne klare sig. Om man vil holde H, nematopus i et selvskabsakvarium med andre mellemamerikanske cichlider eller i et specielt artsakvarium er vel nærmest en smags og pladssag, da det med skjulestederne er gældende i begge tilfælde. Hvis man bestemmer sig for artsakvarium bør man ikke anvende et akvarium under ca. 100 liter til et enkelt par. Det bør indrettes med mange sten/trærødder og indeholde nogle lave huler, som parret selv kan grave fri for grus, når de kommer i det humør. Almindeligt ledningsvand på ca. 24 grader C. er passende, og en ugentlig udskiftning af 25-30% vil sammen med et passende filter holde vandet klart og godt.

På trods af artens ret store udbredelsesområde er der forbavsende lille forskel på de forskellige populationer, og de forskelle der er synes også at være helt naturlige i forhold til hvad man ellers ved om fisk og miljøets påvirkning af disse. Således er individerne i populationen i Masaya søen noget større end de øvrige, men ved en nærmere undersøgelse har det vist sig, at byen Masaya udleder spildvand i Masayasøen og dette har betydet, at udover den normale fødeoptagelse ved afgnavning af alger fra klipperne, har fiskene haft mulighed for at gøre sig til gode med den til tider meget store algemængde i de frie vande og har altså haft næsten ubegrænsede fødemængder til rådighed. Et andet eksempel kan man finde når man ser på populationernes kropshøjde. I Costa Rica synes H. nematopus at være lavere i kroppen end i Nicaragua, men dette skyldes, at arten i Costa Rica overvejende er flodlevende og i Nicaragua overvejende lever i søer. Dette fænomen, at fisk, der lever i stillestående vand er højere i kroppen end artsfæller, der lever i strømmende vand er almindeligt kendt også fra andre fisk, og vi behøver såmænd ikke at gå længere end til vor hjemlige skalle, hvor der er tydelig højdeforskel på sø og ålevende populationer.

H. nematopus kan vise eksempler på pandepukkel, et sekundært kønstegn, hos hannerne, men dette er dog tydeligst hos de sølevende populationer, medens puklen kun er lille eller helt manglende hos flodlevende fisk. Hypsophrys er som akvariefisk en forholdsvis ny slægt, og der har i litteraturen været nævnt forskellige arter, men videnskabsmanden William Rogers (1981) fastslog i en undersøgelse, at slægten er monotypisk med H. nematopus som eneste art. De følgende navne er synonymer til H. nematopus: Hypsophrys nicaraguensis GILL & Bransford, 1887 Nematopus fluviatilis Meek, 1912, medens N. panamense Meek & Hildebrand er synonym til Cichlasoma panamensis Meek & Hildebrand, 1913.

H. nematopus hører desværre nok til den type cichlider, vi om nogle år igen ikke har let ved at finde i vor hobby. Dette er desværre noget, der ofte overgår de mellem og sydamerikanske arter, der ikke ved deres stærke farver kan fastholde akvarisretnes interesse. Problemet er ikke let at løse, med mindre de nordiske cichlideorganisationer kan komme til en fælles forståelse og laver en ordning, hvor hvert medlem har en stamform, som han/hun forpligter sig til at holde og pleje, og ikke giver fra sig før den er stamform hos et andet medlem. Altså en ordning lig med den der med stort held praktiseres i POECILIA med de ungefødende tandkarper.

Litteratur: William Rogers: "Taxanomic Status of Cichlid Fishes of the Central American Genus Neetro-

Niels Kindtier: Neetroplus nematopus Løsblad i DCS's blad CICHLIDEN, oktober 1982

Benny B. Larsen & F. Ingemann Hansen: Mellemamerikanske Cichlider (in print 1983)