Toxotes chartareus

Copyright foto F. Ingemann Hansen

SKYTTEFISKEN - Toxotes arter


af Benny B. Larsen


Slægten Toxotes består af fem arter, men kun to ses sædvanligvis i akvarier. Det drejer sig om T.jaculatrix og T.chatareus, og forskellen mellem disse to arter er hovedsageligt at T.jaculatrix har tre pigstråler i rygfinnen, medens T.chartareus har 4. I farve og tegning findes der et utal af variationer, hvilket let forstås, når man ser på fiskens store udbredelsesområde. Skytte- fisken lever i kystområderne i hele syd- og sydøstasien, Philippinerne, den Malajiske halvø, Australien og mange af Stillehavets øgrupper. Den lever hovedsageligt i brakvandsområder, altså hvor floderne løber ud i. havet, samt i de store mangroveområder, der findes langs mange af udbredelsesområdets kyster.

Toxotes jaculatrix bliver ca. 24 cm, medens T. chartareus bliver Ca. 27 cm. Som ungfisk er de ret fredelige og går i naturen i store flokke, men som fuldvoksen er de meget ufordragelige og aggressive, og går enkeltvis. Dette forhold understreges i fiskenes farvetegninger. De unge fisk har nogle gule, metalagtige, meget reflekterende skæl midt på ryggen over eller mellem de sorte tværbånd. Disse lysende pletter bruges, ligesom mange tetra—arters lys— eller neonagtige farver, sandsynligvis bl.a. til at holde sammen på stimen. Denne teori støttes yderligere af at ungfiskene lever i grumset, uklart brakvand og her har glæde af skællenes effekt, medens de voksne, der lever alene ikke har disse lysende skæl. De unge fisk lever sædvanligvis i ret ferskt vand, medens de voksne søger ud i mere salt vand.

Det, der især fascinerer de fleste akvarister, er skyttefiskens evne til med en udspyttet vandstråle at kunne nedlægge et bytte, der opholder sig over vandoverfladen. Denne “skydning med vandt muliggøres a±’ skyttefiskens specielt dannede munddele. I over— kæben løber en rende, som sammen med tungen kan danne et rør, hvorigennem vandet afskydes. Selve “skuddet” foretages ved en lynhurtig og kraftig lukning af gællelågene, som skyder vandstrømmen fremad gennem fiskens mund. Ganens rende løber parallelt med fiskens længdeakse, og det betyder, at fisken sigter ved at stille sig med hele kroppen i målets retning. Når skyttefisken kan se sit bytte lige tydeligt med begge øjne er målet lige i sigtelinjen og skuddet kan afgives. Nu er det jo ikke kun retningen, men også afstanden til byttet, der er vigtigt, når man skal skyde, og her viser det sig, at det kun er erfaringen, der tæller. Allerede når skyttefisken er 2-3 cm stor begynder den at stille sig op i overfladen og spytte mod insekter, der sidder på kviste, blade og siv lige over vandoverfladen. Det er dog sjældent den rammer noget, dens meget små “vandkugler” når sjældent mere end 10 cm op over vandoverfladen, så de små skyttefisk skal være glade for, at de insekter, der skydes ned ikke behøver at udgøre hovedparten af menuen. Der er masser af vandlevende insekter og krebsdyr i mangrovens vand, så de små “dårlige” skytter behøver ikke at sulte.

Anderledes flot er det, når en halvvoksen eller fuldvoksen skyttefisk ser en flue eller et andet insekt sidde på et blad over vandet. Den stiller sig hurtigt i stilling og skyder med forbløffende sikkerhed sin vandstråle op mod insektet. For at kunne udligne lysets brydning mellem vand og luft, skyder fisken sin vandstrøm op over insektet, og endnu medens vandstrålen er ved at forlade fiskens mund, vipper den en smule nedad med hele kroppen, og det betyder, at vandstrålen nærmest spuler insektet nedad.

Når insektet styrter ned i vandet, svømmer skyttefisken lynhurtigt hen og sluger det, men det er ofte, især i flokke af ungfisk, en helt anden end skytten der får fat i byttet. En voksen skyttefisk kan “nedlægge” et bytte, der sidder helt op til 1,5 meter over vandoverfladen.

Skyttefiskens kropsform er høj sammentryk fra siderne. Forfra ligner den nærmest en kile med den flade side opad og den spidse ned. Rygfinnen er anbragt langt bagude på ryggen, og halefinnen er stor og bred og kan sende fisken afsted med en forbløffende fart. øjnene er store og munden meget stor og kløftet. Grundfarven er hvidlig med et sølvagtigt skær, og fra ryggen, der er mørk, løber 5-6 brede mørke bånd ned over fiskens sider. Bredde og længde af disse bånd varierer meget fra lokalitet til lokalitet, og med denne fisks enorme udbredelsesområde findes der et utal af tegningsvariationer. Finnerne er lyse, hvide eller gule/gullige og nogle farvevarianter har mørke pletter i finnerne. Gatfinnen har et bredt mørkt bånd.

For at få mest ud af sine skyttefisk bør man have dem gående i et akva-terrarium, hvor luftdelen udgør mindst 1/3 af højden. Ved indretningen har man meget frie udfoldelsesmuligheder, da skyttefisken udover de omtalte mangrovekyster lever ved en mangfoldighed af andre kystformer. Hvis man beslutter sig for mangrove-akvariet kan man med mange forholdsvis tynde og lige træ- rødder stikkende op fra den fine grusbund og ned fra bagvæggen illudere mangrovekrattets rodnet, medens man med rengjorte rodstubbe og grene fra skoven kan opbygge landdelen.

Man kan selvfølgelig også holde skyttefisk i et almindeligt akvarium fyldt helt op med vand, men her må man så undvære den sjove og interessante oplevelse det er at betragte skyttefiskens fødesøgningsadfærd. Den er jo på den anden side så spændende og så stor en del af skyttefiskens natur, at der ligesom ikke rigtig er nogen grund til at pleje skyttefisk, hvis man ikke giver dem mulighed for at skyde sit foder ned. Med et højt akvarium kan man klare sig med at lade vandstanden stå 10-15 cm under akvariets overkant og have et tætsluttende dæksglas på. Når man så fodrer, kan man lukke fluer ud i rummet over vandet, eller som man kan se det i Danmarks Akvarium, klaske nogle små klumper hakket kød eller fisk op på ruderne. Skyttefiskene vil meget hurtigt lære sig at skyde foderet ned i vandet.

Skyttefisken er ret varmekrævende og en temperatur på 26_280 c. er passende. Da den er en typisk brakvandsfisk, bør der tilsættes noget salt til akvarievandet, og hvis man ønsker planter i akvariet skal man ikke overskride 3—5 0/00, altså 3-5 gram salt per liter vand. Brug den samme salttype, som bruges til saltvandsakvarier og sørg for at akvariet er beskyttet mod saltet. Af planter kan bruges Cryptocoryne ciliata og Microsorium pteropus (javabregnen) samt Vallisneria gigantea. Hvis man ikke vil have planter i akvariet, kan man godt tilsætte noget mere salt.

Af andre fisk, der er velegnede til brakvandsakvariet kan nævnes Argusfisk (Scatophagus argus) Månefisken (Monodactylus argenteus) og humlebien (Brachygobius nunus).
Man kender ikke til tilfælde af forplantning i fangenskab, men mener at de voksne fisk søger ud på koralrev, hvor legen så finder sted.

Litteratur:
Sterba’s Freshwaterfishes of the World
Kosmos Verlag= Das SUsswasseraquarium
Benny B.Larsen & F.Ingemann Hansen: Biotopakvariet