NaturFotos

Navn:

Gephyrochromis moorii

Forfatter:

BOULENGER, 1901

Udbredelse:

Tanganyikasøen

Totallængde:

15 cm

Forplantning:

Mundruger

Artikel

Tekst:

Benny B. Larsen

Publiceret 1. gang:

Cichliden, 4/1985

Lagt på nettet:

27-06-2004

Gephyrochromis moorii

Det startede som en ganske almindelig lørdag eftermiddag. Lige efter lukketid troppede jeg op i Akvarium Østerbro, hvor 10-12 andre akvarister allerede var samlet til den sædvanlige lørdags eftermiddagskaffe. Denne traditions oprindelse fortaber sig i fortidens tåger, men et er sikkert, hver eneste lørdag eftermiddag samles en større eller mindre flok akvarister, deriblandt en hel del medlemmer af Dansk Cichlide Selskab til et par hyggelige timer i Bent og Kisser Johansons butik. De giver kaffe og blødt brød og snakken går lystigt mellem de samlede akvarister. Der snakkes hobby, der kikkes på akvariefisk, fugle, ørkenrotter og hvad ved jeg. – tonen er gemytlig, der drilles i al venskabelighed, som det gøres blandt mennesker med en fælles hobby. Som sagt var det en ganske almindelig lørdag .- og pludselig blev mit blik fanget af tre skønne cichlider. Jeg havde aldrig tidligere set arten, trioen var for kort siden blevet købt af Bent, og jeg faldt pladask for dem. Der skulle kikkes i flere akvariebøger, før deres identitet var fastslået.

Det drejede sig om en han og to hunner af malawi cichliden Gephyrochromis moorii BOULENGER, 1901 og fiskene var 12-14 cm store.

Gephyrochromis moorii blev fejlagtigt beskrevet af Boulenger i 1901 som stammende fra Moore’s indsamling af fisk fra Tanganyikasøen. I 1935 beskrev Trewavas den som Christyella nyassana, men det blev så opdaget, at der var tale om den samme fisk, som Boulenger havde beskrevet fra Tanganyikasøen, og man fastslog at Boulengers fangststed var en misforståelse. Dette medførte efter nomenklaturreglerne, at det første (ældste) navn blev et gyldige og Christyella nyassana blev et synonym. Arten kommer fra den nordlige del af Malawisøen og fanges især omkring Karonga.

Gephyrochromis moorii er en fredelig cichlide, der hører til mbuna-gruppen, men ikke lever på selve klippekysten, men i den tilstødende overgangszone med rullesten og sandområder. Den lever af alger og disses indhold af små organismer. Under akvarie-forhold er den som de fleste andre mbunaer nærmest altædende. Den er som sagt fredelig og da fisk ikke indgår i dens naturlige fødevalg, efterstræber den heller ikke fiskeunger.

Efter hjemkomsten blev de anbragt i et 325 liters akvarium indrettet sióm stenkyst sammen med nogle Melanochromis johanni, Pseudotropheus zebra, Labeotropheus terwavasae, Pseudotropheus socolofi og Pseudotropheus greshakei. De faldt hurtigt til og opholdt sig for det meste i den åbne del af akvariet. Det var meget sjældent at se dem i højre side af akvariet, hvor stenopbygningen var bygget helt op til vandoverfladen.

Efter nogle dage i dette akvarium, hvor ca. ¼ af vandet udskiftes en gang om ugen, begyndte de at få de rigtige farver, og især hannen var et skønt syn. Siderne nedenfor øverste sidelinje var blålig/grønne og den samme farve har hoved og gællelåg. Læberne var blå, mens strubepartiet var gyldentbrunt. Den samme farve strakte sig fra over øjnene langs ryggen helt ned til haleroden. Rygfinnen var gråblå med gyldne streger og en lys søm. Halefinnen var gråblå med overkroppens gulbrune farver i streger ud mod bagkanten. Øverst og nederst i halefinnen sås et hvidt bånd. Gatfinnen var gråblå med en hvid forkant og en meget stor, stærkt gul ægplet helt bagtil. Bugfinnerne var blåhvide med en meget karakteristisk opsplittet spids, der nærmest lignede en slanges tvedelte tunge. Bugfinnerne arr gullige, nærmest transparente.

Hunnerne var ikke nær så farvestrålende, men gik sædvanligvis i en mørk gråbrun dragt. De kunne dog også have en sølvgrå til hvidlig grundfarve med 7-8 utydelige tværbånd, ligesom de kunne have et bredt mørkt længdebånd. Også hunnerne havde en lys søm foroven og forneden i halefinnen, ligesom bugfinnernes forkant var hvid og disse finners spidser var tvedelte som hos hannen. Der kunne være en svag ægplet på hunnernes gatfinne, men det var ikke almindeligt.

Ligesom de andre mbuna-cichlider er Gephyrochromos moorii specialiseret ovophil mundruger, og der findes ingen pardannelse sted. Hannerne holder til i bestemte områder, hvor de forsvarer en sand- eller sten flade mod andre haner. Når en legevillig hun nærmer sig, lokker hannen hende ind i territoriet med dans og imponerepositurer. Jeg havde ikke haft mintrio mere end en måned, før hannen legede med den mindste af hunnerne. Legen fandt sted over en vandret stenflade mellem nogle store sten, der gav parret beskyttelse på tre af siderne. Legen startede sidst på eftermiddagen og varede til først på aftenen, altså omkring 2-3 timer. Dens forskellige faser kendes fra andre mundrugende malawicichlider med imponerepositurer, underkastelse og runddans, men hos Gephyrochromos moorii var der mellem hver ægafgivelse adskillige skinparringer, hvor der ikke blev afgivet æg og mange pauser, hvor især hannen svømmede korte ture og gjorde udfald mod alt for nærgående tilskuere.

Så snart hunnen havde afgivet et æg, vendte hun sig om og tog det i munden, hvorefter parret cirklede videre, og hannen , der nu var ”forrest” afgav sin sæd, som hunnen fik i munden, hvorved æggene befrugtedes. Da hele legen var overstået, trak hunnen sig tilbage og stillede sig på et roligt sted mellem planter og trærødder, men kun sjældent i en klippehule, som man eller normalt ser det hos de fleste andre mbuna-cichlider.

Hunnen ruger æg/larver i ca 3 uger, og når ungerne frigives er de ca. 12 mm og så udviklede, at de straks kan klare sig selv. Ungerne vokser i forhold til andre mbuna ret langsomt og skal have store mængder godt og afvekslende foder samt regelmæssige vandskift for ikke at gå helt i stå.

Gephyrochromis slægten består ud over G. moorii kun af arten G. lawsi FRYER, 1957.